info@nordichealthlab.com

Nordic Health Lab har to adresser:

Nordsjællands Hospital
Helsevej 2, bygning 49
3400 Hillerød
Danmark

&

Havnegade 39
1058 København K
Danmark

01.10.2021
Regionshospitalet Gødstrup som ny testarena

Det nye Gødstrup Hospital vil prioritere innovative løsninger gennem Nordic Health Lab

”Nordic Health Lab (NHL, red.) handler om at skabe en god innovationskultur og struktur samt at blive bedre til at implementere innovation på sundhedsområdet. For at udvikle vores hospitalspraksis, mener vi, det er vigtigt at arbejde med disse områder.”

Så klart svarer hospitalsdirektør for Gødstrup Hospital Poul Michaelsen, på spørgsmålet om, hvorfor de har indgået et partnerskab med Nordic Health Lab. Han mener, at samarbejdet er vigtigt, da NHL fokuserer på løsninger:

“Vi har valgt at samarbejde med NHL fordi, NHL er orienteret mod løsninger til borgere, patienter, brugere samt pårørende og dermed bedre til at aktivere de ressourcer, disse målgrupper besidder,” forklarer Poul Michaelsen.

Løsninger til gavn for både patienter og sundhedspersonale

Partnerskabet går ud på, at Gødstrup Hospital skal fungere som testarena, mens NHL skal sikre brobygning mellem virksomheder og hospitalet, være matchmaker for at sikre det rette match, og samtidig bruge den nye viden til at forbedre fremtidige test. Dermed kan Gødstrup teste og implementere borgernære sundhedsløsninger i tæt samarbejde med virksomheder og startups, der har innovative bud på udfordringerne i sundhedsvæsenet.

På denne måde er der udsigt til flere nye og innovative sundhedsløsninger til gavn for både patienter og sundhedspersonalet.

Indgangen til det nye regionshospital. Gødstrup testarena kommer til at prøve forskellige innovative løsninger

Behov for innovative løsninger fra eksterne aktører

Poul Michaelsen fortæller, at det nye hospital i Gødstrup vil fokusere på transformation for at mindske det hårde pres, men at transformationen også kræver eksterne aktører: ”Vi taler med personalet om, hvordan vi kan arbejde med at reducere i ydelsen, have færre kontakter men få større effekt af hver enkelt kontakt. Men for at gennemføre den transformation, kræver det innovation i samarbejde med andre aktører. Her har vi glæde af at sparre med eksterne aktører, der kan hjælpe Gødstrup med transformationen,” forklarer Poul Michaelsen.

NHL hjælper ved at forbinde det offentlige med det private

NHL kan både hjælpe med transformationen samt med at finde løsninger til nogle af Gødstrup Hospitals udfordringer. NHL danner nemlig bro mellem det offentlige og private sundhedssystem og kan derfor skabe banebrydende livsstilsløsninger. Poul Michaelsen forklarer det således:

“NHL kommer med et godt bud på relationer til både private og offentlige aktører. Derudover har NHL et spændende økosystem, som giver os adgang til kompetencer og ideudvikling mm., som vi ellers ikke får adgang til.”

NHL er også glade for samarbejdet med Gødstrup Hospital, da hospitalet har meget at bidrage med til processen. Henrik Schødts, fung. direktør og bestyrelsesmedlem i NHL forklarer, at det skyldes hospitalsledelsens omstillingsparathed og innovative tankegang: “Vi er glade for at indgå samarbejde med Gødstrup Hospital fordi, hospitalet har erfaringer med innovative processer og ser implementering af innovation som et centralt middel mod de krav og udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor. Arbejdet med at planlægge et nyt hospital, hvad det skal kunne, hvad der skal prioriteres mv. har rustet hospitalet til at arbejde og tænke på en anden måde, hvor samarbejder og nye løsninger ikke længere er fremmede temaer hos personalet,” mener Henrik Schødts.

Derudover forklarer Henrik Schødts, at samarbejdet med Gødstrup Hospital åbner op for partnerskaber, samarbejdsmuligheder og brugbare synergier mellem det private og kommuner, almen praksis samt med klyngekommuner.

Innovative løsninger ind i borgernes hjem

Poul Michaelsen mener ikke, at succesfuld innovation behøver at være omfattende forandringer, men kan for eksempel også være konkrete aktiviteter: “Succes kan være processer og produkter, der gør en synlig forskel. Men det handler også om, at vi lykkes gennem berigelse med partnerskaber. Jo flere jo bedre. Innovation handler også om digital transformation, så vi kan give patienterne mere indflydelse og en stærkere stemme. For eksempel ved at få digitale løsninger og sundhedsvæsenet ind i borgernes hjem. Det har betydning og klangbund,” mener Poul Michaelsen.